|
Rejse Oplevelser
Junidage i Kenya 2007.
Saa er der igen en hilsen til
jer herfra syd for aekvator, hvor ugen har budt paa forskellige pudsige
oplevelser.
Sidste week-end havde vi igen planlagt at tage ud og se os lidt omkring, saa
vores chauffoer fra sidst - ham uden taender -moedte op i sin matatu -
ovenikoebet med ny forrude i og bilen helt nyvasket. Han havde haft gang i
haveslangen baade ude og inde,saa vi foelte os lidt bedre koerende end sidst.
Maaske havde den ogsaa faaet lidt med elastikker og gaffatape for at holde paa
remme og skruer. Vi drog af mod nord til byen Isiolo. Havde vi vaeret i USA,
ville jeg have betegnet stedet som det vilde vesten, for det var lidt af en
cowboyby. Det er ikke ligefrem en plet paa landkortet, man har meget lyst til at
besoege igen. Omraadet er meget fattigt. Her er toert og stoevet, og byen er
tapetseret med plasticaffald i alle afskygninger. Mange af indbyggerne er mere
eller mindre paavirkede af khat - et euforiserende stof, som de sidder od tygger
sig skaeve i.
Lidt uden for byen ligger en landsby, hvis beboere tidligere var nomader.
Grundet toerke er de nu fordrevet hertil, hvor de har slaaet sig ned. Nogle
behjertede sjaele i Danmark har stiftet en stoetteforening, der, med bl.a. Finns
kone som primus motor, har startet et projekt, som skulle laere dem at vaere
selvforsynende. Dem skulle vi besoege. Vi blev hilst velkommen med sang og dans
efter gammel afrikansk tradition. Det var festligt og fornoejeligt, og snart var
vi en del af det. Konditionsmaessigt maatte vi dog give op, saa vi valgte i
stedet at gaa en tur for at kigge paa omraadet og afgroederne. Det saa ikke helt
saa godt ud. Pengene var sluppet op, saa der var ikke noget at koebe benzin for
til pumpen, som skulle pumpe vand fra floden til vanding af sagerne. Det kunne
vi heldigvis raade lidt bod paa. Vi havde nemlig lidt kapital med til dem. Om
pengene er blevet brugt til benzin eller floedekarameller - ja, det melder
historien ikke noget om
Jeg maa sige, jeg tager hatten af for de folk, der med idealismen i behold -
igen og igen tror paa, at det nok skal lykkes at bryde rammerne. Jeg synes, det
saa temmelig haabloest ud. Det, der var mest af, var boern. Maaske er det den
eneste fornoejelse, de har - hvem ved?
Vi havde en god eftermiddag og begav os til vores hotel med stof til eftertanke
i bagagen.
Turen frem og tilbage boed igen paa fantastiske naturoplevelser. Store vidder og
hele tiden de bloede runde bjerge i baggrunden. Farverne ikke at forglemme -
braendte farver specielt, men den groenne i alle nuancer og saa den roede jord.
Smukt- smukt. Kenya har en flot natur, som er en nydelse at koere igennem.
Vi bad nu om at blive sat af ved aekvator, hvor der var mulighed for at
frekventere de mange souvenirboder, der findes her. Efter at folk havde faaet
nok af at prutte priser, gik det videre til naeste bestemmelsessted, som var et
maegtig stort gammelt figentrae, der var indrettet som restaurant. Her var
samtidig oerreddamme, saa her skulle vi naturligvis have en friskfanget oerred
til frokost. Den smagte godt,og maette og tilpasse steg vi igen ombord for at
koere de sidste km. tilbage til Karatina.
Jeg er-som tidligere naevnt- startet i det afrikanske skolevaesen. Jeg gaar hver
morgen til busstationen for at stige paa en matatu, som skal bringe mig de 12
km. ud til skolen. Jeg ved aldrig, hvornaar jeg moeder. Det kommer an paa, hvor
hurtigt matatuen er fuld. Det er lidt af en oplevelse at vaere passager her. Der
er f.eks. negerkvinden, der lige svinger 50 kg. kartofler ombord - saadan. Saa
er der manden, der gerne vil snakke. Saa er der boernene, som bare kigger meget
intenst og til sidst gerne vil sige hej. Mange har vaeret paa markedet for at
handle stort. Der er mange paent store mennesker, og da der ikke er meget plads
i matatuen, maa man hoppe og springe over poser og tasker, naar man skal af og
paa.
I gaar da jeg lige havde forladt skolen, stoppede en stor prangende
4-hjulstraekker ud for mig. En nydelig herre med laederhat og guldur spurgte, om
han kunne tilbyde mig et lift til byen. Jeg lurede lige lidt, men kunne se,
bilen blev koert af privatchauffoer i sort jakkesaet, saa jeg besluttede at
takke ja. Det var noget af en bil. Vi floej hen over hullerne i vejen, og
betjentene gjorde honnoer, da vi passerede. Det viste sig, han var det lokale
parlamentsmedlem, saa jeg skulle vist nok foele mig meget beaeret. Jeg kunne nok
se, folk gloede, da jeg blev laesset af foran supermarkedet. Han var da meget
flink. Vi fik noget sniksnak alt imens han talte i mobilos og vinkede til hoejre
og venstre.
Undervisningsmaessigt ligger der ikke de store udfordringer for foedderne af
mig. Jeg er ikke just imponeret af, hvad der foregaar, men boernene har 2 rigtig
soede laererinder. Jeg har foelt mig lidt som julemand, og den rolle er sjaelden
ubehagelig. Boernene er mellem 4 -5 aar. Hver dag skal de skrive bogstaver. Det
samme igen og igen. Gab-Gab! Det er ikke nemt for en lille fedtet haand at styre
en 2 cm. lang blyant - spidset af laererinden med et barberblad, saa jeg fik
penge til at koebe blyanter, viskelaeder, blyantspidsere og nye kladdehaefter.
Papir og farver havde jeg ogsaa med. Det vakte glaede i de smaa ansigter. Paa
legepladsen er der, som det eneste, 3 gynger, men de er laast sammen af frygt
for, at boernene kunne komme til skade. Det maa vi have gjort noget ved. Jeg har
ogsaa haft fodbolde og sjippetov med ud til dem, saa nu er der da lidt at lege
med i frikvarteret. Boernene er rigtig kaere. Der er 50 stk. smaa snotnaesede og
nussede unger fordelt paa 2 klasser i det hus, jeg arbejder i.
Fattigdommen ses ogsaa tydeligt her.
I eftermiddag har vi ellers besoegt en kostskole. Den anden af slagsen. Det var
rigtig dejligt at se, hvor velfungerende de begge er. Her var der orden i
sagerne, og det boeder da lidt for al elendigheden, at der trods alt er noget,
der fungerer.
Til sidst nogle smaa pudsige observationer saa som manden, der proevede at pumpe
et traktordaek op med en cykelpumpe. Fangerne, som gjorde samfundstjeneste
iklaedt fangestribet dragt. Har med stor undren konstateret, at de fleste
kvinder gaar med paryk, og endelig cyklisten belaesset med kasser, vanddunke og
maelkespande staaende for foden af en lang bakke med en kraftig stigning men med
en staenklappe paa bagskaermen med teksten: Never give up.
Tak for dejlige hilsner. Week-endhilsen
Hanne
Kulturmøde med bonus
Efter arbejdet - tid til hygge (privatfoto)
Gatiko Hold4-2003
Af Søren Lindberg Jørgensen, Mellemfolkeligt Samvirke.
Det er første gang, Kirsten og Erik Falbe Schmidt fra
Odense har deltaget i et udvekslingsophold til et 3. verdens land, arrangeret af
MStravels – men formentlig ikke sidste. MStravels er den del af organisationen
Mellemfolkeligt Samvirke, som hvert år arrangerer arbejds-, udvekslings- og
studieophold rundt omkring i verden. Ideen er gennem kulturmødet at skabe større
tolerance og forståelse mellem mennesker med forskellig kulturel baggrund.
I første omgang var det blot meningen, at Kirsten og
Erik skulle indgå i det kenyanske dagligliv, nærmere bestemt i landsbyen Gatikos
børnehave og folkeskole. Men da en af MS' lokalgrupper – MS i Sønderjylland –
samtidigt gik med planer om at opføre et nyt bibliotek på stedet, blev Kirsten,
der er pensioneret lærer, og Erik, som er pensioneret servicechef, spurgt, om de
ville være ansvarlige for projektet.
Begge var friske på ideen. I dag står
biblioteksbygningen færdig med nye bøger på hylderne. Ægteparret fortæller her
om en tur med en masse spændende oplevelser, som satte perspektiv på deres liv.
Hvem siger det er kedeligt at gå i skole!
(privatfoto)
En herlig udfordring
Såvel Kirsten som Erik har tidligere været
aktive indenfor humanitært foreningsarbejde, men efter mange års intenst
arbejds- og familieliv, følte de, at der nu var tid til et sætte et større fokus
på området.
"Som nylig pensioneret folkeskolelærer og servicechef
med ansvar for bl.a. bygningers vedligeholdelse var biblioteksprojektet en
herlig udfordring for os. På bunden har altid ligget tanken om projekter som
dette, og vores aktive arbejde hos spejderne og Sct. Georgs Gilderne har
afhjulpet lidt af behovet. Men tiden var ikke dengang til de store udfoldelser,
da vores børn var mindre, og arbejdsmarkedet for krævende," siger Erik.
Ægteparret har en tro på, at verden kun bliver et bedre
sted at leve i, hvis man selv gør en forskel. Her taler vi med andre ord ikke om
penge eller frynsegoder som motivationsfaktor, men om det at tage et
medmenneskeligt ansvar.
Ældre som ressource
For de to aktive pensionister åbner der sig nye
perspektiver for MS' udvekslingsophold og kulturmøder mellem mennesker i Nord og
Syd. Det "grå guld" er en oplagt målgruppe for udvekslingsophold, som i sin
nuværende form primært henvender sig til unge. Kirsten og Erik opfatter sig
bestemt ikke som "outdatede" samfundsborgere, men ønsker at udvikle og bruge sig
selv aktivt – der er ifølge dem langt fra fortidens grisefester til den
motivation, som den nuværende ældregeneration rejser ud med. Da
udvekslingsophold samtidig ikke er helt billige og så godt som helt bygger på
selvfinansiering, kombineret med en viden om at mange af nutidens
efterlønnere/pensionister er ret velbeslåede – kunne der ligge en tanke heri.
"Vi tror, at en god pr omkring rejsemulighederne for
"det grå guld" er en idé. I dag rejser vi jo på oplevelsesferier, ikke solferier,
og vi har pengene. Man er jo ikke gammel i dag, når man går på efterløn mv., så
med den rigtige reklame for og beskrivelse af opholdene vil vores målgruppe med
sikkerhed blive tiltrukket," mener Erik.
Ydermere har den ældre generation jo ofte et langt
arbejdsliv bag sig med alt, hvad det indebærer af faglig erfaring – en erfaring
der også slog igennem i Kirsten og Eriks håndtering af Gatiko-projektet i Kenya.
En helt anden gevinst ved udvekslingsophold er at
tilfredse deltagere også virker som gode ambassadører for selve sagen. MS'
arbejde giver en helt anden mening for folk, når de har noget konkret at hægte
det op på. Kirsten siger det således: "Mange har faktisk sagt til os, at de
hellere vil give u-landshjælp gennem os nu, for så ved de til hvem og til hvad
pengene går."
Tro på fremtiden
Opholdet var også en dejlig social og kulturel
oplevelse for Kirsten og Erik. Egentlige konflikter opstod der ikke – hvilket er
en sigende kommentar til den hjemlige debat om kulturkløfter. En af de mest
opløftende ting, ægteparret erfarede, var lokalsamfundets begejstring for
biblioteksprojektet – der fortæller noget om en befolkning og et samfund, der
har blikket optimistisk rettet mod en bedre fremtid.
Kirsten og Erik siger samstemmende: "Vi oplevede
aldrig, at en aftale blev brudt eller nogen form for laissez-faire.
Skoleledelsen iver og begejstring både for biblioteket og vores aktive
deltagelse i skolen smittede positivt af på alle, både elever, forældre og
lærere og lokalbefolkningen. Projektet blev sågar velsignet ved deres
gudstjenester."
Stor glæde og tilfredshed - biblioteksprojektet
lykkedes! (privatfoto)
Vi kan lære af hinanden
En afgørende kulturforskel er nok opfattelsen
af tid, der for en dansker ofte er ensbetydende med hvilke resultater, der kan
opnås indenfor en given tidsramme. For indbyggerne i Gatiko er tiden mere "manjana"
– hvad vi ikke når i dag, når vi i morgen.
"Kulturforskellen består i, at vi i vores verden er
meget fokuseret på effektivitet. I starten havde ledelsen endnu ikke lært eller
forstået, at vi gerne ville have planer for alt for at være mere effektive. Men
det var absolut ikke manglende vilje fra deres side, mere undren," fortæller
Erik.
Måske er dét som kenyaner at overvære dansk planlægning
og effektivitet ikke så dumt et perspektiv af få endda – biblioteket stod
færdigt til tiden. Omvendt oplevede det danske ægtepar et meget berigende
kenyansk familieliv med stor nærhed og omsorg mennesker indbyrdes. Hvilket kan
være et sundt modbillede at få til en hverdag i Danmark, som måske engang
imellem er lidt for centreret omkring arbejde, karriere og penge.
"I Danmark er tiden en voldsomt styrende faktor, og
overordnet er enhver sin egen lykkes smed, og så kan man jo betale sig fra/til
meget. I Kenya er det vores opfattelse, at man er meget vedkommende og kerer sig
mere helhjertet om hinanden. Familiestrukturen og sammenholdet blev styret af
hengivenhed og nødvendigheden af livets videre gang," siger Kirsten.
Her berøres et af udvekslingsopholdets væsentligste
funktioner, nemlig den positive synergieffekt, der opstår, når repræsentanter
for to eller flere forskellige kulturer "rækker hånden ud" efter hinanden. På
den måde bliver udvekslingsopholdet, når man som Kirsten og Erik levende
engagerer sig, også en personlig udviklingsrejse.
Udvekslingsophold arrangeret af MStravels henvender sig
i sin nuværende form primært til unge mellem 18-35 år. Læs mere om
rejsemulighederne på www.mstravels.dk.
Kirsten og
Erik i Africa den 5.november 2003
Hvornaar vi
bliver foedt, af hvem og hvordan bestemmer vi ikke selv. Det er ogsaa skaebnen
for de smaa boern hernede. Moderen kommer paa hospitalet, hun har ret til en
seng, men maa selv medbringe alt udstyr og ogsaa selv betale for evt. medicin,
naar hun skal foede. Senere hen bliver man lappet saqmmen, hvis der sker en
ulykke, og man kommer paa hospitalet, men slet ikke den service vi kender i
Danmark. Bliver man syg og skal behandles, skal der ogsaa penge til. Ja doeden
kan hurtigt lure lige om hjoernet. Skaebnen og oeknomien er haard for de fleste
her. Forleden i Nyeri, imens vi ventede paa at bussen skulle koere, kom en
aeldre mand med krykker ind og tiggede om penge til en operation. Vi maatte
naturligvis give ham en skaerv.
Loerdag
eftermiddag var vi to af de 300 personer , der deltog i begravelsen af en 52
aarig kvinde. En skolekammerat til Lucy. Vi var i hendes hjem, hvor praesten og
et foelge kom fra kirken med kisten. Praesten holdt en andagt og en del kvinder
fra Womans Guild sang og saenkede kisten i jorden. Alle skovlede paa skift jord
paa imens de sang og klappede !!, til det meget dybe hul var fyldt op.
Jeg maatte
altsaa vifte en taare vaek. Taenk her stod vi, det var paa een maade saa
soergeligt, baade fordi de havde mistet een af deres kaere, men ogsaa fordi vi
maatte spoerge hinanden om, hvordan vi oplever en begravelse i Danmark. ! Paa
grund af moerkets komme kl 18 kunne vi ikke deltage i den efterfoelgende
spisning, hvilket ellers kunne vaere spaendende. Der var sat hoejttalere op og
rejst telt. Det blev vist en stor fest. Endnu en utrolig oplevelse.
Tirsdag den
4/11 blev en herlig dag. Taenk da vi kom til skolen, var biblioteket malet gult,
alle moeblerne stillet op og de 440 boeger, vi havde indkoebt paa vores
indkoebstur til Nairobi dagen foer, stod i kasser. Nu skulle vi pakke ud, haenge
vaegkort over Africa og hele Verden op og saette medbragte plakater op. Alle
var saa begejstrede. Ungerne flokkedes udenfor vinduerne og de stoerste hjalp
med boegerne. Nej , hvor var vi bare glade allesammen. Projektet var blevet
faerdigt og oekonomien holdt. Paa fredag giver laererne en lille afskedsfrokost
og vi giver kage.
Til hvad man
bliver foedt! Jo, det oplevede vi i dag. Vi var paa besoeg i en specialskole for
psykisk handicappede. Meget lig de groenne skoler, vi kender i Danmark. De goer
et flot stykke arbejde med de midler, der er til raadighed.
Ja, vi kan
naesten ikke tro, vi fortsat oplever saa meget.
I soendags var
vi paa en 3 timers lang gaatur med Peter (spejderen), rundt i et smukt , meget
kupperet terrain omkring hans hjem for at slutte af med at besoege hans
bedstemor paa 88 aar og spise frugt og drikke te.
Loerdag gaar
turen videre til safari i Masai Mari i det sydvestlige Kenya.
af Erik og Kirsten. Gatiko skole. Kenya. Oktober
2003.
Africa set gennem fotolinsen er en hobby for mange, og vi er
taet paa at blive besat af den ogsaa. Temaet kunne vaere boern I Africa. De
fleste gange loeber de vaek, skraemte af de hvide fremmede, men en lokken med
lidt tyggegummi eller en beroligeklse on at jeg er Sjo-Sjo hjaelper tit. De er
saa anderledes disse smaa dejligheder, med de store oejne. De helt smaa piger
er klaedt, ogsaa til hverdag, I joggingtoej inderst, det er koeligt her I
hoejlandet, og udenpaa de fineste balkjoler, gerne to til tre lag tyndt
ciffon-stof med broderi, blomster og sloejfer, og haaret flettet med perler. Paa
foedderne de fineste laksko, selvom der er mudder efter regnen alle steder. Ja,
det er de heldige, de som har foraeldre, som ogsaa har et job. Saa er der dem
med blot en laset bomuldskjole og en hullet troeje, og haaret snurret rundt I
smaa totter, og med smaa bare foedder, men de har da foraeldre, og ser ogsaa
dejlige ud trods snavs og tydelige mangler.
Drengene er mere enkle med shorts og bluser. Her er det blot
standarden der er forskellig.
Sluttelig er der alle gadeboernene. Det goer ondt baa de I
sjael og krop at se hvor usle de er. Ingen steder at vaere, utrolig beskidte,
sultne og tiggende efter mad eller penge imens de sniffer lim. Vi maa blot se
til, vores hjaelp gaar gennem spejderne, der goer et stort arbejde bl.a. for
gadeboern.
Desvaerre kan vores fotlinse ikke opfatte lugte. Her dufter
ikke altid af violer. Efter en regnbyge, som der er mange af nu, kommer der en
skarp lugt af affald, som de smider alle steder, og urin, idet deres kloaksystem
er meget aabent saa snart vi kommer vaek fra hovedgaden. Koer og faar graesser I
vejkanten, saa det giver en liflig auroma. Bilernes elendighed giver en grufuld
udstoedningsluft. Vi burde virkelig give bedre miljoe-bistand til U-landene.
Hvad linsen heller ikke kan opfange er de meget hoeje DB. Her
er en stoej af hoettalende africanere, praedikanter fra mange religioner, isaer
soendag, hoej musik fra salgsboder, biler og cykelklokker. I vores eget hus er
det isaer hanens galen og hundens ynkelige goeen (den er buret inde) der rammer
vores trommehinder. Men ind imellem er der en fuglekvidren saa dejlig. Her er et
utal af smukke fugle I alle farver, der floejter saa skoent. Flodens brusen, nu
den er fyldt med vand, lyder saa musisk, saa vi virkelig leaner os tilbage og
glaeder os over den lykke , det er for os at have faaet mulighed for at vaere
her og opleve saa meget.
Saa mange mennesker dragger os med ind I deres hverdag. Vores
spejderprojekt er pludselig blevet stoerre end forventet. Loerdag den 25/10 var
vi paa den nyerhvervede spejdergrund udenfor Karatina, hvor vi var part I en
ceromoni, idet vi selv havde sponsoreret et spejderflag. Baade de og Erik holdt
taler. Det blev en bevaeget og uforglemmelig eftermiddag. Landsbyens kvinder kom
og snakkede med mig imens Erik blev vist rundt paa spejdergrunden. Pludselig bad
de mig med til deres kirke, som var naermest et stort skur. Der udenfor var
samlet 8 kvinder, deres boern og maend. De havde lige spist og skulle nu holde
bibeltime. De sang smukt for mig og takkede fordi jeg ville aere dem ved at
komme.
Soendag besoegte vi Baden Powells museum, som nu ikke var den
store oplevelse.
En almindelig skoledag starter med urets kimen kl 6. Afgang
fra huset kl 7 og med matatu fra busstationen kl 7.20. Kl 7.45 staar vi af
bussen og gaar det sidste stykke op til skolen for at moede kl 8.
Men Tirsdag den 28/10 var ingen almindelig skoledag. For
efter en undervisningslektion I 5.kl, hvor vi fortalte om Danmark og viste
billeder, skulle vi moede foraeldrene. 100-200 ville moede op kl 9 for at
rengoere biblioteket og evt. Resten af skole, men det er jo Africa-tid, saa der
skete forest noget henad kl 10.30. Paa grund af regnen var det saa tid for majs,
saa der noedte kun 25-30 foraeldre op. Foerst bad en af foraeldrene en boen og
velsignede skolen, projektet og os, derefter talte inspektoeren paa kikuyu og
viceren overstate til engelsk, derefter talte Erik, saa var der 2 fra
foraeldrekommiteen, der talte, go saa sang de for os – og vi raabte 3 HURRA for
den. Saa blev der taget en masse billeder og trykket I en masse haender. Ja, det
var I sandhed end anderledes dag. Helt utroligt. Alle disse taknemmelige boender,
der godt forstaar, hvilken lykke det er for dem, deres boern og skole, at dette
store, flotte bibliotek bliver skabt.
Foraeldrene maatte tilbage til markerne og klaedes I
arbejdstoejet. De fleste var I det fine toej, men alligevel havde flere bare
foedder. De gav tilladelse til, at eleverne gjorde skolen ren, saa de selv kunne
arbejde.
Det er naesten ikke til at fatte at vi har faaet lov til at
se et lille hjoerne af varm, aegte, taknemmlig africansk kultur og
foraeldreglaede.
Hilsen til alle fra Erik og Kirsten.
af
Susanne Risom. Gatiko børnehave/skole. Kenya.
Mon, 5
May 2003
Her et første
jambo (hej) fra Kenya.
Jeg kan da lige starte med vejret ? for hernede er det nemlig regntid! Det er nu
ikke så slemt, for temperaturen ligger over de 20 og regnen består af en
daglig byge, så for os danskere er det passende ? det er bare de indfødte som
går med vinterjakker!!
Ja men jeg bor jo så i en landsby der hedder Karatina med ca. 5000 indbyggere,
beliggende tæt ved Mt. Kenya omkring 125 km nord for Nairobi (i højlandet).
Jeg bor på 1. sal i et hus ejet af en kvinde der hedder Lucy. Godt nok betaler
jeg mere end rigeligt for at bo her ? og sågar for alle 5 uger på én gang,
men det virker lidt uretfærdigt at jeg har hele 1. sal for mig selv mens de
nede hos Lucy bor ? Lucy, Stine (dansk pige som er i 6 mdr. praktik her som
socialrådgiver), Alex (ældste søn på 16 år, som dog skal af sted på
skolehjem i morgen), Elisabeth (datteren på 12 år) samt de 2 nevøer Arasta og
Charles. 6 personer!?.nå ja så er der også lige katten, de 2 hunde, katten,
alle hønsene og de 2 geder (som jeg nu synes ligner får!).
Dyrene bor i haven, for i Kenya har man ikke kæledyr til at lege med ligesom
derhjemme. KATTEN tænker du måske ? men nej den skal da fange MUS. Den ene ged
skal spises til jul og en af hønsene åd vi på min første aften her! For min
skyld kan vi godt spise HANEN, for den galer hver morgen kl. 03.30 ? lige efter
at hundene (og alle naboens hunde) er holdt op med at gø. Sikke et cirkus - som
jeg sikkert vænner mig til!! Den traditionelle helt vidunderlige lyd af Afrika
er her også (i baggrunden) ? lyden af cikader og bag haven løber en lille bæk,
som tilføjer en dejlig rislende lyd. Lad mig slå fast én gang for alle, at
lyden af Afrikas natur er og bliver den bedste medicin for sjælen
For at spare tid på Netcaféen har jeg lånt Stines bærbare computer. Det er
bare super! Stine og Alex har været ved at lære mig lidt ord på (Ki)swahili
og Kikuyu, så jeg kan begå mig i byen. Befolkningen her hedder Kikuyu og er
langt mere civiliserede end f.eks. Masaierne.
Børnehaven som jeg skal starte med at arbejde i fra i morgen ligger en halv
times kørsel herfra. I går mødtes jeg med Headmaster (skolens leder) på en
bar. Vi drak den lokale øl (Tusker) og blev enige om at vi følges ad til
skolen den første dag. Jeg glæder mig til at møde alle børnene. Børn har
jeg i øvrigt mødt en hel del af allerede. De danner en lang hale bagefter mig
når jeg går ned i byen! Muthungu hedder jeg, ?Hvid mand?.
Nå da da, nu begynder det at tordne, så må jeg hellere lige gemme!
I går kostede det kr. 170,- for at snakke med Joakim i 12 minutter, så det med
at telefonen eksisterer tror jeg bare at jeg glemmer. Jeg er så småt ved at
planlægge vores rundrejse, når han kommer herned om 5 uger ? så skal vi
rigtig ud og telte den blandt dyrene
Det var vist alt jeg kunne komme på for denne gang. Håber at alt også er vel
i DK/Sverige.
Kærlig hilsen
Susanne
Wed, 7 May 2003
Hej igen
SAA er jeg begyndt i boernehave/skole. Min vej derhen starter med en halv times
gaatur til stationen, der skal jeg saa staa paa en minibus sammen med alle de
andre der ogsaa kan findes plads til. Paa en god dag sidder vi i 2 lag:-) I
bilen i gaar var der et skilt, "Welcome 4 more seats upstairs", stod
der - saa bliver man da i hvert falde blaest igennem!
I gaar var jeg foerst paa Gatiko skolen, hvor jeg blev budt velkommen af 320
blaaklaedte elever fra 1.-8. klasse. WELCOME sagde de, og saa skulle jeg
praesentere mig selv. Det er foerste gang de har en dansk gaest alene, saa der
gik mange af deres spoergsmaal paa.
Bagefter skulle jeg hilse paa i laerervaerelset og saa kom turen til boernehaven.
Alle boernene har de paeneste store brune oejne. For dem er jeg EN STOR HVID
LEGEKAMMERAT, saa alt hvad jeg finder paa vaekker interesse og der er et stor
moever og mas. I dag havde jeg hoenseringe med - der skal man lige have et oeje
paa hver finger, saa ingen kommer til skade eller tager noget fra hinanden.
Isaer de mindste har lidt svaert ved at klare sig.
Da jeg kom i dag blev et af boernene saa bange for mig, at hun begyndte at
graede. Det har jeg godt nok aldrig proevet foer og jeg kunne jo ikke goere
noget, for det var jo mig hun frygtede!
Et af de store boern slog hul i hovedet under frikvarteret i gaar, saa det er
altsaa ikke bare Far, Mor og Boern de leger!
Jeg har laest i Daily Nation at der er oversvoemmelse i det vestlige Kenya. Vi
faar ogsaa dagligt en skylle, men heldigvis ikke i den vaerste grad.
Nu vil jeg gaa ud og handle. Er det ikke utroligt at man kan koebe 10
passionsfrugter til kr. 2,-, en avokado (doggelt saa stor som dem vi kender
hjemme) for 50 oere eller en ananas til kr. 3,-????? og saa er de dejlige
friske:-)
Kaerlig hilsen
Susanne
Fri, 9 May 2003
Habare!
Saa er det weekend og Susani (det kalder de smaa boern mig i boernehaven!)
holder fri! I dag har jeg undervist 7. og 8. klasse. Netop som jeg gjorde min
entre i 7. klasse var der en dreng som var ved at faa slag med stokken. Boernene
har stor respekt for laererene, fordi de er strenge. Det er lidt tankevaekkende
at de kun kan styres under haard haand! Naar jeg kommer i klassen siger laereren
"I'm coming back" - gaar ud af doeren og saa ser jeg ikke mere til
ham/hende (det var da lige noget jeg skulle vaenne mig til!).
Naa men jeg fortalte boernene om mit liv og mine rejser. Jeg viste dem min
Schweitzerkniv og kikkert og saa var de SAA imponerede (Ikke daarligt:-)). De
sang deres nationalsang for mig og jeg sang vores. Det var en rigtig god
oplevelse at komme i skolen, for det var ved at blive lidt trivielt at lege i
boernehaven.
Da jeg kom tilbage til laerervaerelset var der blod paa gulvet, saa jeg ville da
lige hoere til om det var helt normalt - eftersom det er anden gang paa 1 uge,
at jeg ser skrammer af den haeftige slags. Naa men det var endnu en dreng, som
havde slaaet hul i hovedet - de kaster sten efter hinanden i skolegaarden. En
kenyansk leg, som jeg ikke mener vi behoever at laere danske/svenske boern!
Tak for mail, til jer jeg har hoert fra. Haaber at I har det godt.
Kaerlig hilsen
Susanne
Mon, 12 May
2003
I foelge
min erfaring saa har Kenya bare EN faerdselsregel: Undvig de andre!
Det kan ogsaa vaere en fordel at koere i venstre side, men kun hvis der ikke er
huller i vejen. Tanken strejfede mig i gaar, hvor jeg tog en minibus til
Nairobi. Mens "No woman no cry" blaeste ud fra bilradioen, sad jeg og
morede mig over Bjarne Reuters ord i "Naar snerlen blomstrer".
Da jeg kom til N. bestilte jeg min foerste safari, som gerne skulle blive i
naeste weekend til Samburu parken. Proev lige at spoerg om der en der glaeder
sig???:-)
I N. besoegte jeg ogsaa Kenya National Museum og det var virkelig spaendende. I
2,5 timer havde jeg en guide med rundt (til den svimlende pris af 10 kr.!) og
kunne sagtens have brugt dobbelt saa lang tid, men desvaerre skulle jeg afsted,
for at naa hjem igen inden moerkets frembrud.
Paa museet var der alt lige fra geologi, fossiler, havet og flodernes fisk til
pattedyr samt Afrikas stammer og deres redskaber.
I dag er jeg 2 gange blevet spurgt om jeg er gift, saa hvis Joakim er
interesseret kan han sikkert godt faa et par kvaeg for mig:-) (MEN DET ER HAN
IKKE!).
Jeg skriver disse mails med et smil paa mine laeber. Naar jeg skriver bliver jeg
paamindet om mine oplevelser og synes at jeg er rig paa dem - og heldig at de er
mulige for mig. Selvfoelgelig vil antallet af oplevelser her i Kenya dale som
ugerne gaar, men jeg har stadig det bedste til gode - at se dyrene og naturen:-)
Fredag aften laerte nevoeen Erastus mig at lave Chapadis, som er en form for
broed pandekager, der steges paa panden.
Det var vist alt.
Kaerlig hilsen
Susanne
Fri, 16 May
2003
Oh Lord
won't you buy me a ... nyt stykke franskbroed med smoer og kommenost eller
maaske en dejlig moer boef med beanaisesauce? Eftersom mit koeleskab bestaar af
to laager med fluenet, har jeg aldrig mejeriprodukter paa lager. At det knaser
mellem taenderne, under indtagelse af mange former for koed hernede, har
egentlig givet mig den indstilling at jeg godt kan vente med den slags indtil
jeg naar de mere nordlige himmelstroeg! Dog ingen regel uden undtagelse, for
naar Joakim kommer herned, skal vi efter vores safari til Masai Mara ud at spise
paa en restaurante i Nairobi, som byder paa grillet koed paa AEGTE MASAI SVAERD.
Jeg laeste om restauranten i avisen - den er netop blevet nomineret mellem de 50
bedste spisesteder i verden, saa den kan der vel ikke vaere saa meget KNAS med!?
Jeg glaeder mig saa meget at risikoen for en skuffelse ikke kan udelukkes:-)
Det er naar lyset gaar ud mens man er ved at spise sin aftensmad, at man taenker
at man burde have sin lommelygte i lommen. Her er jaevnligt stroemafbrydelser og
efter kl. 18 er det ved at vaere saa moerkt at man hverken kan se en haand eller
en Masai Kriger (med lukkede oejne og uden smil!) for sig, saa det ender oftest
med at een faar en finger i oejet (hvis man har gaester!) eller hvis man er
rigtig heldig, finder man pr. foeling og instinkt frem til lommelygten (godt at
den kom med i bagagen!). Faktum er, at selv om jeg foer min afrejse troede at
lommelygten udelukkende skulle anvendes til at lyse efter dyreoejne paa en
heftig natsafari, saa har jeg nu forstaaet at en saadan kan vaere nyttig i en
lang raekke situationer!
Jeg sidder her og skriver mailen ned paa et stykke papir. Fra min stol kan jeg
se over paa naboens tagryg, hvor ca. 3.5 mio. hvepse har til huse. Der er kun 5
meter derover! Jeg er i farezonen!! I mine tanker er jeg tilbage til sommeren
2001, hvor Joakim og jeg efter 35 km i kano paa Emaaen i Sverige gjorde klar til
at tage kanoen op af vendet og takke af for denne gang, da pludselig jeg blev
angrebet i benet af en arrig hveps. AV for den! Men jeg overlevede LIGE paa et
haengende haar!
Nu er det fredag og jeg har taget fri fra skolen og pakket mit grej, for lige
over middag er der afgang til SAFARI i SAMBURU. Jow - jow, "lyn-af-bukserne",
kikkerten og Schweizerkniven er fundet frem.
Soendag er jeg atter retur. God weekend:-)
Kaerlig hilsen
Susanne
P.s. Jeg overvejer at tage kontakt til Bjarne Reuter naar jeg kommer hjem og
blive forfatter i stedet for paedagog!
Tue, 20 May
2003
Giraf,
elefant, flere giraffer, flere elefanter, jackal, civet (kattedyr), forskellige
antilopearter, zebra, smaa og store fugle, krokodille og abekatte i den helt
store stil, blev det til paa Samburu safarien. Safari betyder i oevrigt "The
Journey".
Samburuparken ligger ca. 200 km nord for Karatina, og vi naaede frem fredag
sidst paa dagen. Chauffoeren hed Joseph og kokken James, og udover mig var der 2
andre piger med paa turen.
Vi skulle ikke engang slaa vores egne telte op, for der var hele tiden nye folk
omkring pladsen. Hvor de i grunden kom fra undrer mig stadig - derude "In
the middle of nowhere!".
Den foerste aften brugte mine 2 safari-kolleger paa at sy hullerne i deres telt
sammen, af frygt for at de skulle faa uoensket selskab i nattens loeb. Da den
tapre skraedder var faerdig faldt hun ud af teltet, hvorefter hullerne sprang op
igen og de kunne hermed begynde forfra!
Loerdag var det smukt vejr og vi koerte afsted kl. 6.30, for at se dyrene i
oejnene. Joseph var dygtig til at finde spor og han fandt nogle friske loevespor
(blot et par timer gamle!) fra en gruppe loever paa 4-6 stk. Faktisk hang jeg ud
af hoejre sidevindue gennem flere km. inden vi desvaerre mistede sporene ind i
buskene.
Som dagen gik fik vi set en masse dyr. Efter frokost kunne vi tage en
svoemmepause i en naerved liggende lodge, hvor man mod betaling kunne plaske
rundt i poolen saa laenge det passede een. Vi var der i en 3 timer, saa nu kan
jeg endelig konstatere (efter laengere tids tvivl!) at jeg alligevel ikke har en
hudsygdom naert beslaegtet med Michael Jacksons!!
Da vi kom retur fra poolen havde 2 bavianer raseret mine safari-kollegers telt,
i haab om at faa fat i et par bananer og en pose chips, som pigerne letsindigt
nok havde efterladt i teltet. -
Den ene af pigerne var ellers lige kommet sig over det chok hun havde faaet
under et toilet besoeg ved poolen, hvor et varan-lignende vaesen havde stukket
sit hovede op netop som hun var ved at saette sig (saa hellere bruge
sampingpladsens hul i jorden!!). - Joseph og James havde reageret med et saa
voldsomt modangreb at aberne i skraek havde lagt et par stinkende
efterladenskaber inden de (med chipsposen i haanden!) havde forladt teltet.
DETTE KAN JO FJERNE ENHVER SKROENE OM AT ALLE ABER AELSKER BANANER!
Derefter blev det besluttet at vi skulle rykke ind i nogle andre og stationaere
telte. Mit telt var jo i og for sig OK, men Joseph mente at jeg ville foele mig
mere tryg ved at bo ved siden af de andre piger.
Inden aftensmaden, blev det til endnu en koeretur. Taget paa bilen kunne slaaes
op, saa man kunne staa med hovedet i samme hoejde som elefantens mave. Der stod
jeg meget (rigtig meget), og naar jeg stod der med blaesten i haaret og solen i
oejnene, saa var der bare Afrika og mig! Det er disse oejeblikke jeg slet ikke
kan beskrive og jeg haaber for alle, at de blot een gang i deres liv vil faa
muligheden for at opleve dette. I skrivende stund faar jeg helt taarer i oejnene,
alene ved tanken om det. Naturen her er saa storslaaende, spaendende, fuld af
lyde og under tiden dramatisk. En safari drejer sig meget om tilfaeldigheder og
om at bruge sanserne!
Afrika og mig - mit Afrika (Janteloven findes ikke!)....og alt andet kan
glemmes, ogsaa hende som sidder paa bagsaeddet og klager over toasten fra i
morges (som havde faaet for meget), chauffoerens koersel, den sene afgang (kl.
6.33 i stedet for 6.30 - "bare" fordi Joseph skulle have sin kaffe og
Susanne skulle traede af paa naturens vegne!) og ikke mindst den klagende sang
om at "nu ville hun altsaa gerne se nogle RIGTIGE dyr i stedet for at bruge
tid paa fugle". Naa paa et tidspunkt maatte jeg da lige vende mig om og
sige til hende, at halvdelen af en safari oplevelse ligger i en god stemning,
hvorefter hun den foelgende times tid lignede en sur citron. Havde jeg vaeret
staerkere kunne jeg ogsaa bare have givet hende een paa snotten!
Senere opsoegte veninden mig og sagde at hun troede at Joseph var traet af hende
(altsaa citronen!), hvortil jeg kun kunne svare at det forstod jeg egentlig
godt. Saadan et luksuslegme skal sendes i et rumskib til Mars og IKKE i en
Nissan til Afrika (synes Susanne!). Godt saa fik jeg lige rystet det af mig - og
har det straks meget bedre:-)
Saadan nogle ting sker jo (engelsk: shit happens!), men alt i alt saa var det en
god safari og jeg glaeder mig til den naeste.
Paa vejen hjem fra Samburu, skulle vi lige hen og proeve at staa paa Aekvator.
Der var ingen forskel at maerke!!!
Resten af vejen koerte vi 170 km/t - det har jeg aldrig proevet foer, men jeg er
jo ogsaa en pige! Heldigvis var bilen een af de faa hernede, som ikke saa ud som
om den var i brand bagfra!
Forresten saa gaelder den der med - "boern i vejkanten - saenk farten"
ikke her. I stedet hedder det, "dyt i hornet - og regn med at de holder sig
vaek!".
Kaerlig hilsen
Susanne (Blixen)
Mon, 26 May
2003
Fordelen
ved et koldt bad er, at man ikke skal staa og vente paa at vendet bliver varmt -
for det bliver det bare IKKE! I oevrigt skulle det vaere sundt mod kalkdannelser
i aarene!
Jeg har ikke skrevet mails i et stykke tid nu. Nok mest fordi tiden er begyndt
at loebe fra mig. I fredags blev jeg om eftermiddagen inviteret hjem til en af
laererene, Mr. Wamai. Han havde alt muligt godt i haven - baade af frugt,
planter og dyr. Jeg fik lov at malke een af hans tyske geder. Jah, det var slet
ikke saa ligetil! Jeg undrede mig faktisk over, at den stakkels ged ikke gav mig
et spark, fordi jeg blev ved med at rive og slide i babserne paa den (taalmodigt
vaesen!).
Mr. Wamai gik - skarpt efterfulgt af mig - gennem sin frugthave baerende paa en
kniv med et 40 cm. langt blad. Saa kunne vi altid sable noget ned!
Det er Kikuyuernes kultur at man giver sin gaest gaver med hjem, saa jeg rejste
af sted med baade sukkerroer, avokado, passionsfrugter, bananer og aeg. Jeg
kunne faktisk knapt baere mere og blev helt forlegn, men fik besked paa at
saadan var det bare!
Saa der er simpelthen gaaet "GED" i den hernede. Hvis man ikke ser sig
for, saa kan man godt gaa hen og falde over en 4-5 stykker, som ligger og soler
sig i middagssolen. Saadan kunne jeg vaere kommet af sted, en dag jeg var travlt
optaget af at finde en skraldespand til min bananskrald. Okay, okay nu ved jeg
godt at en banan ikke ligefrem er det vaerste man kan smide fra sig paa gaden,
saa jeg opgav da ogsaa min mission til sidst. Alligevel kunne jeg godt taenke
mig at se bare en enkelt lille bitte skraldespand i ny og nae. Jeg kan
simpelthen ikke finde den lille mand i mig, der hedder: "jeg-smider-bare-mit-lort-her-paa-gaden-lige-som-alle-de-andre!"
Min skole har jeg ikke skrevet saa meget om, saa her er lige et par ord. Langt
det meste af min tid er jeg paa skolen. Der er lidt mere underholdende end
boernehaven. Boernene i BH forstaar jo ikke engelsk, saa hvis jeg skal forklare
i hele saetninger, gaar det gennem paedagogerne, som i oevrigt heller ikke er
for skarpe i det engelske. Bringer jeg ting eller finder paa noget, ender det
som regel nede i deres smaa poser, inden vi overhovedet fik noget ud af det! Saa
en leg overstaaes hurtigt (UHM!). Det er noget andet paa skolen, selv om jeg
ogsaa der maa holde legene og undervisningen ret simpel, saa alle kan vaere med.
Mine helt store hits har vaeret vandballoner, saebebobler, Boogi-Woogi (eller
hvordan det nu staves!?), hoenseringe og klippe i "Alt for Damerne".
Ud af damebladene har vi lavet en planche (som paa mystisk vis er forsvundet!).
Vi lavede lim af mel og vand og klippede og klistrede. Det foerste billede de
fandt, troede de var mig, saa det gik op for mig, at lige som jeg altid har
taenkt at alle sorte lignede hinanden, saa har mange af dem her den samme mening
om hvide! De tror til og med at jeg er en soester til de andre danske piger, som
har vaeret paa skolen. NAA ja saa er der andre som tror at jeg er japaner,
hvilket har vaeret lidt af en nedtur for mig, som synes at det nok er den mindst
koenne befolkningsgruppe der overhovedet eksisterer (haaber ikke at jeg har
fornaermet alt for mange med denne udtalelse!).
Men det var jo skolen vi kom fra. LOEN: paedagogerne tjener kr. 300 pr. md. -
laererene kr. 600-900. Skoledagen er fra kl. 08.00-15.10, med en 5 kvarter lang
middagspause. I middagspausen er inkluderet tid til at stille op paa raekke for
dagens uartige drenge og piger, saa de kan faa 2 slag over fingrene af "Duty
Master" (en laerer der vaelges til dette hver uge).
Gatiko er en primary school for boern fra 1-8 klasse. Derefter
kommer man i secundary school (High school) i 4 aar. Hvis man har mod (og
penge - ikke at forglemme) til mere, saa kan man vaelge collage eller
universitetet i 3-6 aar.
Loerdag havde Lucy og Co inviteret mig med til Prize Giving paa Alex' (ham den
aeldste soen, ikke). En oplevelse jeg er meget glad for, var mulig for mig. Jeg
havde taget "Stormfulde Hoejder" med (i oevrigt en god bog, som jeg
gerne vil anbefale til dem der ogsaa er til "Aandernes Hus") som
laesning i bussen, men netop som jeg aabnede bogen aabnede en mand, med en
stemme som havde han dagligt roeget 40 Groenne Cecil gennem 20 aar, sin mund og
ordene vaeltede ud. For at det ikke skal vaere loegn, saa troede jeg faktisk
helt serioest at manden var gal - altsaa enten vred over noget, skoer i hovedet
eller fuld - saadanne maend findes nemlig her - tro mig!, men nej manden var
praest, saa jeg har nu faaet mine synder forladt.
Naa men det meste af loerdag gik med taler, og i al almindelighed saa tror jeg
at mange hernede deler den mening, at naar der er en mikrofon til stede, saa
gaelder det om at faa sagt mest muligt - samt takket alle dem man kender (....og
dem man ikke kender).
Dagens 2 hoejdepunkter var, for mit vedkommende, helt klart da 2 fulde faedre
kom i "rampelyset" og gerne liiiiige ville sige et par sandheder.
Begge blev dog fjernet, inden klimaks var naaet!
Senere blev der uddelt priser (den egentlige grund til at vi kom!) - mange
priser og for alt muligt (jeg greb mig selv i at falde i soevn....shhhh). Foerst
fik drengene(det var en drengeskole) med de bedste karakterer, saa kom vi til de
mere opfindsomme, saa som for at: stille de bedste spoergsmaal, vaere smartest
klaedt, modigste mand, osv.
Froksten noed vi i det blaa paa det groenne, sammen med koeerne. Koeerne fik
graes, vi andre medbragt broed! SAA skulle vi pludseligt hjem. Dagen var gaaet
og ud af den havde vi ca. tilbragt 1 time med Alex.
Sjaeldent har jeg set saa mange voksne mennesker mase sig flad mod en skolebus,
i haab om at faa et saede! Jeg taenkte at en ide muligvis kunne vaere at lade
doerene aabne foerst, men tilsyneladende var jeg den eneste som havde den tanke.
Just nu er det soendag og jeg har inviteret Lucy til Thomson's Falls (75 m.
hoejt vandfald). Vi sidder i en minibus. I bussen er vi ca. 20 personer, en saek
kaal og 3 pippende kyllinger, saa alt er som det plejer....og udenfor skinner
solen:-)
Kaerlig hilsen
Susanne
Sat, 31 May
2003
Naar
livet i langt hoejere grad drejer sig om overlevelse end om fornoejelse, saa
ender situationer ofte i slagsmaal. Den oplevelse havde jeg sidste soendag, hvor
Lucy og jeg jo var ved Thomson's Falls (T-Falls). Vi sad godt pakket ind i en
minibus (Matatu), da to maend udenfor pludselig blev uenige. Lydeffekterne var
med - jeg syntes at jeg baade kunne hoere "knaek" og "Knas"
- men min fantasi fejler heller ikke noget, saa jeg er ikke for skraasikker paa
den sag. Dog er jeg helt sikker paa en andenting og det er at den ene begyndte
at bloede ffra hovedetog at folk begyndte at samle sig omkring matatuen, saa vi
hverken kunne komme frem eller tilbage. Hvis der er noget der kan give mig
klaustoforbi, saa er det altsaa saadan noget!!
Med eet foelte jeg at minibussen var MEGET mini. Hvem kan ikke vaelte saadan
een, naar bare man er mange nok? Og saa spiser de ioevrigt ogsaa meget Sukuma
Wiki (form for spinat) hernede, saa krafterne sidder vel nok i overarmene!!
Med haanden paa hjertet vil jeg gerne indroemme at jeg senere soendag aften, da
jeg laa i min seng, taenkte at "hjemme" er trygt! Faktisk hele 2 gange
paa een og samme dag, havde jeg vaeret direkte BANGE! Anden gang har jeg lige
beskrevet. Foerste gang var efter "T Falls", hvor Lucy og jeg havde
spurgt nogle drenge om der fandtes flodheste i naerheden (det stod nemlig i min
rejsebibel). JOW det gjorde der skam og de 3 smaa purke kunne da ogsaa godt vise
os hvor, saa vi begav os ud paa en gaatur over mark og eng. Landskabet begyndte
saa smaat at gaa over i vaadt sjap og med plantevaekster af samme art som en
flodhest ELSKER! Da saa fodsporene gik fra MAND til FLODHEST, og jeg hoerte den
velkendte "gnaekken", som en flodhest kommunikerermed, var jeg godt
paa vej til at forlade selskabet. Lad mig her fortaelle, dem som ikke ved det at
flodhesten: er det dyr i Afrika som aarlige slaar flest mennesker ihjel; er et
af de faa dyr som draeber uden at det skyldes sult eller at den foeler sig
truet; loeber hurtigere end Wilson K.; vejer mere end en elefant (og saa kan det
godt vaere at den har nogle smaa soede runde oerer og ser kaer ud - med lukket
mund!), men jeg har altid vaeret af den overbevisning, at det kun er meget
uheldige eller RIGTIGE taabelige turister, der maa lade livet for de vilde dyr.
Jeg befandt mig i soendags i den sidste kategori og jeg vidste at hvis der skete
noget, kunne jeg kun takke mig selv for det! Min raedsel gik over i vrede (jeg
begyndte at minde om Citronen!). Jeg sagde til de andre, at jeg ville gaa, for
jeg var vist ikke laengere paa eget territorie (og jeg syntes bestemt at jeg saa
1 af de 7 flodheste, derude i vendet 10 meter foran mig, nikke i enighed!).
Kikkerten kom tilbage i tasken og vi gik.
Halvanden time senere gik flodhestene DER hvor vi havde staaet, og drengene
kunne fortaelle at nogle turister sidste aar var blevet slaaet ihjel af
flodhestene!! Det er ikke oplevelsen vaerd at goere saadan noget fjollet noget!
Nej det er ej!!
Hvis jeg respekterer dyrene, saa respekterer de forhaabentlig ogsaa mig.
Efter saadan en weekend er det rart at komme hen i boernehaven igen og blive
angrebet halvvejs inde paa plaenen af glade boern som alle raaber SUSANI, SUSANI,
og kaemper om at holde mine haender:-)
Naa men ellers har jeg i denne weekend vaeret i Nairobi, for at forlaenge mit
visum og SHOPPE! Saa skal Joakim nemlig ikke plages med det naar han kommer:-)......hvis
han da kommer, for der er jo stadig den lille historie om terror.
Kaerlig hilsen
Susanne;-)
Wed, 4 Jun 2003
Lad os
springe dansen paa roserne over o i stedet gaa direkte til de barske realiteter,
i et land der nu kalder sig demokratiskt, efter Kibaki-regeringens overtagelse
af styret!
Jeg vil starte hvor jeg slap i mail 8. Egentlig var jeg ikke i Nairobi for at
forlaenge mit visum, for jeg havde allerede et 3 mdr. stempel i mit pas fra den
kenyanske ambassade i Stockholm. I stedet ville jeg soege om et studie ID, saa
jeg kunne faa studierabat paa min naeste safari.. Tingene gaar ikke altid som
planlagt, og denne gang var ingen undtagelse!!
Loerdag klokken 14 stod jeg i koe nr. 7 paa Immigrations Kontoret. Saa blev det
min tur! "Studie ID?", sagde manden ved disken, "Jeg forstaar
ikke - kom med ind paa kontor nr. 14". Jeg gjorde min entre i kontor nr.
14, og skal sent glemme mit moede med Mr. Peter Benn Owaya, som ioevrigtsaa sig
selv som een af de mest magtfulde personer naestefter Paven i Rom, George W.
Bush og Gud! Hans titel var noget lignende "Chef for immigrations
officerene", hvilket han gerne gjorde opmaerksom paa!
Paa kontoret var vi hele 6 personer, hvoraf jeg var den eneste som IKKE var
officer af en eller anden grad (undskyld, men jeg husker ikke deres titler, selv
om jeg fik hver og en af Peter Benn), kenyansk statsborger eller sort. Klokken
var nu 14.30, og herfra kan vi glemme alt om studie ID, for det fik jeg nemlig
aldrig! I stedet blev der slaaet op paa side 17 i mit pas ( siden med mit
visum!) og paapeget at efter denne weekend opholdte jeg mig ulovligt i Kenya.
Det forstod jeg selvfoelgelig lige saa lidt af, som havde jeg faaet at vide, at
jeg havde vundet 12 mio. i Lotto! NAEH Peter Benns kollega i lufthavnen havde
skrevet 1 mdr. i mit pas! Nu forstod jeg da slet ingenting, for jeg var slet
ikke blevet spurgt i lufthavnen plus den tekst han paastod vat "1 Month"
lignede mere noget i retningen af en underskrift med P, som begyndelsesbogstav
(det er sandt. Jeg har endda spurgt Lucy om hun kunne tyde det og skulle andre
have interesse herfor, saa viser jeg gerne side 17 frem ved lejlighed!).
Nu er det jo saa, at jeg hernede har faaet det raad, at jeg ikke skal staa
tilbage for autoriteterne, for saa bliver min mening aldrig hoert, saa meget
modigt forsvarede jeg mig selv, men maaske valgte jeg den forkerte person, for
manden blev SAA gal at han slet ikke kunne faa sin pegefinger ned i lommen igen.
Nu har jeg jo vaeret paa saadan nogle Selvudviklings Kurser i Jyske Bank, men
endda helt uden denne erfaring, kunne jeg godt se hvor dette her foerte hen, saa
jeg valgte at lade vaere med at stille ham spoergsmaalet om hvor vidt "1
Month" stod paa hebraisk eller arabisk. Og da han slutteligt sagde, at
desuden skulle jeg passe paa med at vaere studerende, uden at have papirer
herpaa, vendte jeg mig om og VILLE have sagt, at faktisk var jeg her som
frivillig arbejdende for at hjaelpe hans elendige skolesystem, men her slap
modet op og det blev bare til et "MUPF", for paa det tidspunkt var det
sikreste for mig vist at holde mund, hvis jeg skulle undgaa at blive i bygningen
resten af dagen. Klokken var nu 15. Susanne tilbage i koe nr. 6 - stempel! Koe
nr. 7 - stempel+dato. Koe nr. 8 - underskrift. Klokken 15.30 forlod jeg
kontoret. Paa min vej ud fangede mit blik nogle skilte, hvorpaa der stod,
"Det er din ret at blive betjent her - tilbyd ikke bestikkelse", men
der stod ikke noget om en retfaerdig betjening!
Hvad kan jeg saa laere af denne oplevelse? Maaske at der stadig er lang vej
endnu fra Mois tid til demokratiet i dette land!? Maaske at der er mange
stakkels menneskerhernede, som ikke bare kan rejse vaek fra problemerne ligesom
jeg !? Desvaerre har jeg ogsaa erfaret at titler giver magt - maaske desvaerre
for meget.
Hvor mange menneskers liv ender i ruiner paa grung af magtudnyttelse?? Lad mig
give eet eksempel, som har ramt mit hjerte dybt!
En politimand i besiddelse af et vaaben, bliver slaaet ned og faar sin pistol
stjaalet. Mister man sin pistol som betjent, risikerer man 7 aar faengsel. Hvis
man har mistet sin kone og har 2 drenge i skolealderen, hvad goer man saa?? Saa
beder man til Gud - og haaber at man har en soester som Lucy, som baade kan og
vil tage sig af drengene (Erastus og Charles)!
Generelt er folk meget forventnings- og forhaabningsfulde mht. fremtiden med den
nye regering. Et af projekterne regeringen bla. har sat i gang, er et faa alle
hjemloese boern i skole og ind paa boernehjem. De hjemloese boern sniffer lim og
saa kender de een engelse saetning, "Give me your money!". Jeg har
saagar moedt en dreng, som mestrede begge ting paa een gang - han kunne baade
sniffe lim og bede om mine penge i en og samme vending#$^@%#*(&@()
Dygtig dreng????!!!????
Nu skal det jo ikke bare vaere det rene elendighed det hele, saa jeg vil slutte
af med en situation fra det sted hernede, hvor jeg saa absolut har oplevet mest
naturlig ventilation - i en Matatu!
I saadan en bil, hvor man rigtig kommer hinanden ved, er det ofte at jeg har
oplevet, at det jeg laeser eller skriver bliver noeje betragtet af sidemanden
samt evt. et par stykker bag ved! En dag blev jeg spurgt om der var mange
STAMMER i Danmark!? Det fik mig til at smile - og hvad svarer man egentlig paa
det? "Stammer findes ikke", kunne jeg svare, "men vi har
sjaellaendere, fynboere og nord-, syd-, oest, og vestjyder - plus det loese!
Kaerlig hilsen
Susanne
Sun, 8 Jun 2003
Gennem
hele mit ophold her har jeg gjort mig en masse betragtninger vedroerende
kulturen Kenya kontra Danmark, og naar jeg isaer undres, saa opstaar mine mails.
I soendags fik jeg foejet en, over 2 timer lang, kirkegang til mine oplevelser
og den fortjener helt klart en omtale:-)
Soendag morgen afsted jeg gik med familien til kirken, i den overbevisning at
det ville foregaa paa engelsk - men men...KIKUYU var sproget! Straks vil jeg her
indroemme, at mine kundskaber indenfor kikuyu ikke naar meget laengere end til
saetninger som:
- Hvad hedder du?/Jeg hedder ......
- Hvordan gaar det?/Det gaar ....
- Hvad koster det? (meget nyttigt at vide!)
.... samt tal og smaa ord som trae, kop, kartoffel, ja, nej og "saet jer
ned!" (vigtigste saetning i boernehaven!).
SAA der sad jeg - ligesom i min helt egen verden:-). For en god ordens skyld
skal jeg sige at det var en protestantisk kirke under navnet ACK (Agrican Church
of Kenya) og praesten var langt fra af samme stoebning, som ham fra bussen, jeg
tidligere har omtalt. Mit falkeblik fangede intet opsigtsvaekkende ved denne
praest! I stedet faldt min interesse paa den stakkels "organist" (som
ogsaa aggerede fotograf under dagens 2 barnedaabe og 1 bryllup!).
Jeg er faktisk direkte ked af at det ikke er mig muligt, at gengive hans
optraeden paa Yamaha keyboard. Stadig er jeg overbevist om at menden var baade
tonedoev og uden sans for takt! Da vi kom hjem fra kirken MAATTE jeg simpelthen
tilstaa min undren overfor Lucy, og hun forklarede at keyboardet var just
indkoebt, men stadig vil jeg mene at manden burde overveje at goere karriere paa
et mindre musikalskt omraade. Generelt er folk meget gode til at synge, danse og
klappe hernede, men naar tingene skal kombineres med musik gaar der helt kage i
den!!
Jeg vil nu forsoege saadan cirka at forklare proceduren, naar en salme satte
igang: Alle rejser sig for at synge (hvilket jeg mener vi godt kan laere noget
af i Danmark!) og omkring halvdelen har en salmebog. Salmen synges nu i mange
forskellige toner. Pludselig midt inde i sangen saetter trommerne igang paa
Yamahaens rytmebox i en takt jeg umuligt kan definere, men i hvert falde langt
fra 4/4!! Der trykkes paa lidt tilfaeldige tangenter - og paa et tidspunkt
beslutter sidemanden sig aabenbart ogsaa for at give en hjaelpende haand,
hvilket ikke hjaelper yderligere! Det passer sig jo ikke helt at grine i Herrens
Hus (og de goer jo sikkert ogsaa deres bedste!), saa jeg staar der med taarer i
oejnene og synes bestemt det er som om, at manden deroppe spiller en helt anden
sang end den vi staar og synger. Jeg kommer til at taenke paa min soesters soen,
paa snart 4 aar, naar han hjemme i mormor og morfars stue proever orglet af:-)
Skulle jeg komme med et helt serioest forslag, saa ville det vaere at sloejfe
musikken. Stor trommen og "Casper-Hoejhat" passer ligesom ogsaa saa
daarligt i kirken! Musikken forekom mig noget tilfaeldig, maa jeg sige og jeg
ved ikke rigtig hvad "Yamaha-manden" selv syntes, men i hvert falde
rejste han sig op mellem to akkorder og besvaerede sig med at flytte en kasse,
inden han besluttede sig for at spille videre. Mikrofonen var selvfoelgelig
ogsaa til stede, og det er selvom at kirken ikke var over 200 m2, saa udover os
i kirken, saa kunne resten af bydelen ogsaa foelge med i hvad der foregik.
Mikrofonen gik ogsaa denne gang rundt til de der havde noget paa hjertet. Jeg
syntes ikke rigtigt at jeg havde noget at bidrage med!!
Efter 2 timer satte en AUKTION igang!! Der maatte jeg altsaa bede Charles (nevoe)
om en forklaring. Kirken skulle have en tilbygning og de der boed hoejest paa
kaal og bananer, var med til at stoette projektet - blev jeg forklaret.
Ja, saadan var saa min opfattelse af den kenyanske kirke. Jeg laerer noget nyt
hver eneste dag - og naar jeg rejser hjem vil jeg holde endnu mere af
Danmark/Sverige, end jeg gjorde inden jeg rejste afsted. Ikke fordi at jeg ikke
har vaeret glad for at vaere her, men fordi ude er godt, men hjemme bedst:-)
P.S. Joakim er kommet nu og vi er paa vej paa safari, men det skriver jeg lige
om i den naeste mail.
Kaerlig hilsen
Susanne
Wed, 11 Jun
2003
Ja nu har jeg
simplthn faaet selskab af Joakim. Det er dejligt:-) Han ligner jo sig selv,
baade forfra og fra siden (maaske lidt stoerre der!!). Jeg selv ser lidt
anderledes ud, for mit haar er nemlig blevet "snoet". Et bud fra egen
side skulle vaere, at jeg har 500 smaa haler. Det tog 9 timer for processen. Nu
er jeg saa blevet anbefalet at sove med en lille hat eller stroempe paa hovedet,
som alle de andre damer hernede med saadanne fine frisurere, men der har jeg
valgt at melde pas og se hvor laenge haaret klarer sig uden (jeg skulle jo
noedig skraemme Joakim vaek, nu da han endelig er kommet!). Salonen, hvor jeg
fik haaret ordnet, var paa stoerelse med vores badevaerelse hjemme i Sverige -
ca. 2x1,5 m., men trods de begraensede kvadratmeter, var der dog alligevel plads
til 3 plastic havestole og 9 personer, hvoraf de 4 assisterede hende der havde
"hoved"ansvaret for mit haar. Nogle bidrog med mere hjaelp end andre,
saa som at holde haar og stille paa radioen, som det meste af tiden loed som om
den stod mellem 2 stationer, hvilket dog ikke udelukkede en temlig hoej volume.
De "andre", som laa under det jeg vil kalde "under graensen for
dagens gode gerning", sad bare og SAD eller roerte ved mit haar med jaevne
mellemrum, som jo trods alt foeltes noget anderledes end deres eget!
Nu har jeg jo saa faaet mit besoeg og haft min sidste dag i Gatiko skolen og hos
familien i Karatina. Jeg lavede en dansk afskedsmiddag, hvor jeg introducerede
frikadeller - godt nok lavet af hakket oksekoed, da slagteren ikke lige havde en
grisebasse paa lager. Det var lige foer at det var endt helt uden koed, for mens
jeg stod udenfor og vaskede toej (som mormor gjorde det i tidernes morgen) gik
husets kat ombord i koedet og da jeg opdagede unoderne og var efter katten, gik
en hoene i gang med saeben ude ved vasketoejet. AK ja de dyr:-)
For en uges tid siden fik jeg mig en ordentlig forkoelelse. Jeg blev sendt hjem
fra skole, saa jeg kunne pleje mig selv i et par dage. Det gjorde jeg saa, men
det hjalp lgesom for lidt, saa da jeg blev traet af at spise appelsiner og
drikke varmt maelk, kom Lucy og jeg paa den ide at dele 750 ml Safari Whiskey!!
Naeste dag var jeg taet paa rask - og langt fra aedru!
Naboen var ogsaa sengeliggende i en periode, dog af anden aarsag. I fuldskab var
han koert i et trae - som ellers stod der hvor det plejede! - og braekkede
benet. Manden kedede sig, saa videofilm fik han set nok af. Jeg saa 2 dyrefilm
sammen med ham og taenkte at det var helt underligt at have Afrika baade lige
udenfor doeren og paa TV.
Kenya har et af verdens hurtigst voksende befolkningstal. Et faktum som giver
mig helt kuldegysning. Hvad skal der blive af denne smukke natur, med saa mange
mennesker til at spolere den?? Hvem har egentlig givet mennesket retten til at
oedelaegge naturen? Spoergsmaal som disse (der i hoej grad minder mig om mine
stilemner folkeskolen igennem) popper frem i flaeng. Det kan slet ikke undgaaes,
naar plasticflasker smides ud af bilruden, med samme omtanke, som var det en
flue der skulle viftes bort!
NU er jeg saa naaet til sidste kapitel i mine Kenyamails. Det har vaeret en
fornoejelse at skrive. Ikke mindst har det hjulpet paa det daarlige humoer, hvis
skoen har trykket lidt ind imellem. Tilmed vil jeg ogsaa faa udgivet min foerste
tekst, saa karrieren som forfatter tager fart, med lynets hast! MS
organisationen vil ligge mine Kenyamails paa deres hjemmeside:
www.ms.dk
Jeg slutter her, fordi vi nu skal til Zanzibar og leve af kaerlighed, solskin og
kildevand (regner jeg med!), og saa bliver der jo ikke saa farlig meget tid til
at rende rundt efter netcafeer.
De sidste 4 dage har vi vaeret paa safari i Masai Mara. Hver eneste dag har vi
set LOEVER....og en dag saa vi endda 20 LOEVER paa EN gang i faerd med at aede
en boeffel!!! Vi tog ogsaa en tur med luftballon. Det var en rigtig dejlig
oplevelse, men dyr saa vi ikke saa mange af.
HAKUNA MATATA.
Kaerlig hilsen
Safari Harry (Susanne)
Hvad vil du svare på disse,
"Typiske" spørgsmål, som to deltager af ulandsophold i Afrika, har fået stillet
?
·
Hvor mange mennesker bor der i Danmark? Så må der
være meget land, der ikke bliver brugt hvis der kun er 5 mio. mennesker! (når de hører at Danmark kun har 5 mio. indbyggere, referencen er deres eget land da
de sjældent har en ide om at Danmark også har et
meget mindre areal)
·
Har du virkelig set havet?
·
Hvordan er landskabet i Danmark?
· Er
der varmt i Danmark?
· Koster
det virkelig ikke noget at gå i skole og på universitetet i Danmark?
· I
har mange køer i Danmark ikke?
· Hvor
mange køer har en dansk mand typisk?
· Hvor
mange forskellige stammer har I i Danmark?
· Hvor
mange sprog taler I i Danmark?
· Hvad
hedder din religion og hvordan er kirkerne i Danmark?
· Går
du tit i kirke?
· Hvor
mange koner må man have i Danmark?
· Hvor
meget skal der betales i medgift til pigens far i Danmark?
· Går
du i kirke? - Jamen, tror du da ikke på Gud?
· Hvor
mange liter mælk producerer en ko?
· Hvad
laver danskere er ikke producerer køer så?
· Er
det virkelig rigtigt at alle har maskiner der kan vaske tøj i Danmark? Er der
slet ingen der vasker tøj i hånden? -Så bliver tøjet da
ikke rent!
·
Hvornår fik Danmark sin uafhængighed? (Mange tror Danmark tidligere har været en
koloni lige som mange af de afrikanske lande)
· Jamen
har Danmark så haft kolonier i Afrika? (Når det går op for dem at Danmark er
tidligere kolonimagt og faktisk stadig har
grønland som en slags koloni)
|